Göcek til Kas.
Efter nogle dejlige dage i Göcek, skal vi videre ned mod sydøst. Vi vil ned til byen Kas og herfra videre til et meget kendt sted for sejlere, nemlig Kekova road. Her er der mange dejlige ankerpladser som ligger godt beskyttet inde bag nogle øer. Hovedattraktionen er de gamle ruiner fra den sunkne by. For flere tusinde år siden forårsagede et voldsom vulkanudbrud at hele byen sank og blev oversvømmet af havvandet.
Det er dog en relativ lang distance her fra Göcek til Kas. Jeg skriver relativ, idet vi efterhånden er blevet lidt dovne, så en distance på 60 mil bliver anset for lang distance for en dagsejlads. Vi bider derfor turen over i to, og første dag går til en lille ø "Gemiler Adasi" som ligger på den modsatte side af Fethye bugten hvilket giver en dags distance på kun 20 sømil..
Inden vi sejler ud går vi dog en sidste gang gennem den herlige by. Henny køber ind på grønttorvet og jeg går i skibsbutikker. Göcek er basis for de mange sejlere som sejler rundt blandt de skønne øer i Göcek og Fethye bugten. Her er, ud over de mange turist, souvenir og supermarkeder, også et rigt udvalg af forretninger med bådtilbehør. I en af disse finder jeg en nyhed.
Tyrkiet har nu også fremstillet fine bådsports kort, som dækker et større sejlområde. Hele den Aegæiske kyststrækning fra Ayvalik/Lesbos i nord til Kas og Finike i syd er dækket af 5 sæt kort. Kortene er praktiske og 1. udgivelsen fra maj 2006 er godt opdaterede. Selvom jeg har mine elektroniske søkort kan jeg ikke lade være med at købe sættet, som dækker strækningen fra Göcek til Finike. Prisen er også meget fordelagtig, idet sættet kun koster 88 YTL (i runde tal med dagens kurs 360 Dkr.). Det finder jeg er rimeligt, idet der er masser af detailkort for havne og små og populære ankerområder. Til sammenligning koster et enkelt søkort i normal størrelse, (Marmaris - Fethye - uden detailkort for området - ca. 60YTL)
Vi får cheket ud, - pris 28 YTL pr. nat hvilket er rimeligt - og sætter kurs mod syd. Som vanligt når vi sejler er vinden imod. Normalt er der NW vinde i området, men i dag er den selvfølgelig i syd. Heldigvis er den meget svag, kun 5 ms, så Volvo klarer en god fart. Da vi kommer ud midt i bugten mærker vi dønningerne udefra. Der er kraftig Meltemi ude i Ægæerhavet, vindstyrke 8, og dønningerne herfra ruller ind mod kysten her. Irriterende men ikke slemme. Vi sætter mesanen for at stabilisere lidt, men det ruller dog en del.
Efter 3 timers sejlads når vi ned til Kap Dökukbasi og kan holde direkte øst ind til Gemiler Adasi (Adasi = Ø på tyrkisk).
Her er stadig mange irriterende dønninger og vi er spændte på hvorledes det bliver inde på ankerpladsen. Heldigvis ligger øen rigtig godt beskyttet og inde bag den er der fin læ og næsten ingen dønninger. På vej ind mødes vi at to unge fyre i en lille jolle. De spørger høfligt om vi vil ligge for anker inde bag øen, og da vi bekræfter, spørger de om om de må bringe vores agterline i land til en sten eller et træ. Henny vil gerne spare svømmeturen ind i land med agterlinen, så det accepterer vi. Efter at ankeret er placeret på 22 meters dybde og linen agter er fastgjort til en solid sten inde på land er der tid til afslapning. De unge mennesker vil gerne bringe os ind til "deres" restaurant. Vi har dog rigeligt med mad og drikkevarer om bord, så vi takker pænt nej og giver i stedet en lille skilling for hjælpen med agtertrossen.
Det er absolut et spændende sted vi er kommet til. Hele øen er dækket af ruiner, og vi kan se rester af fundamenter af huse helt ned til vandkanten. I pilotboggen kan vi læse at her var en større by i byzantisk tid. Senere blev det mere til en by hor der var flest sørøvere. Hertil er stedet også ideelt idet man har en storslået udsigt ud i bugten og man kunne let tage skibe som søgte læ for de frygtede "seven cape's" der ligger syd for.
Vandet er også specielt. Vi har ankeret liggende ude på 22 meters dybde og bunden stiger stejlt op til båden hvor vanddybden er nede på 8 meter. Der er kun tre fem seks meter ind hvor vi kan bunde, så her er masser at kigge på med hensyn til fisk. Vandet er krystalklart og sigten når ned til 20 meter. Lige akkurat for lidt til at jeg kan se om ankeret er bidt ordentlig fat, men et meget hårdt træk i kæden forvisser mig om at det er OK.
Nu er der tid til at snorkle. Hvilken frodighed af fisk i mange størrelser, - dog overvejende mindre. Til gengæld er der utroligt mange og de kommer tæt på mig når jeg stille "snorkler" rundt. Det er fristende at gribe efter dem, men selvfølgelig er de hurtigere væk og udenfor rækkevidde.
Til min store forundring ser jeg pludselig en Oktopus kravle hen over stenene. Det er første gang jeg ser en sådan bevæge sig i vandet. Den kravler dog kun nogle få meter, inden den finder skjul bag en lille sten, hvor de putter sig. Når man ved hvordan den ser ud kan man kende den, men den falder meget sammen med omgivelserne og er derfor godt beskyttet. Det kunne være fristende at lokke med en krog og noget madding, men det opgiver vi dog idet vi har masser af mad, og desuden bryder Henny sig ikke specielt meget om Oktopus. Jeg svømmer tilbage og kigger ned til stenen nogle gange og når jeg nu ved den er der, kan jeg godt kende den fra omgivelserne, men det kræver et trænet øje. Det minder mig om en af tjenerne oppe ved Ciftlik Bay. Han kunne spotte dem på bunden og dykkede hurtigt ned og fangende dem med hånden. Dyret gjorde selvfølgelig oprør og snoede og vred sig omkring armen. Ubehageligt men de er komplet ufarlige. Jeg havde dog ej heller lyst til at dykke ned, selvom der kun var 3 meter.
I min søgen efter ankerkædens forløb og ankeret, så jeg pludselig noget andet bevæge sig nede på bunden. Det så ud som et par store vinger, der baskede. Først troede jeg det var en Manta, som svævede hen over stenene på ca. 20 meters dybde. Da den kom lidt mere op ad "skrænten" så jeg det var en stor havskildpadde som padlede med sine store luffer. Det var et syn. I vandet så det ud som skjoldet var over 1 meter, men naturligvis snyder synet under vand, så den var nok kun godt det halve.
Pludselig sker det forunderlige. Dyret sætter kurs op mod overfladen, for at trække luft. Det var en oplevelse at svømme der med snorkelbrillen og se det store dyr, medens det graciøst næsten svæver op gennemdet klare vand. Jeg var tæt på. Mindre end 5 meter, så det var en oplevelse af de store. Da dyret "dykkede ud" rettede jeg også hovedet oven vande, og jeg kunne nu se det var en Loggerhead skildpadde- Caretta Caretta. Som vanligt kunne jeg tydeligt høre "pustet" den første gang den tog luft. Den dykkede så lidt ned igen og gik herefter op og tog luft to gange mere, inden den stille og roligt forsvandt ned på dybet igen.
Det var en oplevelse. Herefter var jeg i stemning til at nyde min sun downer, og det blev lige til en enkelt ekstra, grundet den store oplevelse.
Aftenen forløb stille og roligt. Vi havde masser af råvarer og fik tilberedt noget godt aftensmad. Himlen var stjerneklar og det var dejligt at sidde oppe og nyde stjernerne tændes en efter en. Arcturus er først fremme nu og derefter kommer de tre stjerner i sommertrekanten - Deneb, Vega, og Altair. Karlsvognen kan vi også se først på aftenen og ud fra den finder vi så hurtigt Nordstjernen og Cassiopeia. Karlsvognene er dog hurtigt væk bag bjergene, men Nordstjernen - omdrejningspunktet for nattehimlen - kan vi se hele natten.
Næste morgen var det igen vindstille, og vi bestræbte os på at komme tidligt af sted. Vi havde en lang distance foran os til Kas - ca. 45 mil. Det første stykke mil gik fint, men da vi var ude af bugten mærkede vi igen de voldsomme dønninger fra stormen ude i Ægæerhavet. Det var ret ubehageligt, idet der ikke var nogen vind og vi kunne ikke bære sejl. Det blev en meget træls rulletur de næste mange timer. Det var vi ikke vant til, så masser af ting nede i kahytten var ikke stuvet ordentlig og røg på dørken. Hen på dagen kom der dog lidt vind, 3 - 5 ms så vi kunne sætte sejl, og skabe lidt ro i båden.
Bortset fra rulleriet blev det en flot sejltur. Bjergene tæt på kysten ved Öludeniz går op i 2000 meters højde og det er et flot syn at betragte disse ude fra havet. Tidligere var det et frygtet område at besejle. Pilotbogen beskriver det som de "seven cape's" som svarer til Tyrkiets Cap Horn. Helt klart, er det en frygtindgydende strækning, som må være svær at besejle i en kraftig Meltemi. Vi har dog kun ringe vind, ja nærmest for lidt til at fylde sejlene.
Længere sydpå når vi ned til fladlandet ved det tidligere Xanthos og Patara. Ved Patara sejler vi ud for en af de længste sandstrande på Ægæerkysten. Den er i alt 18 km. lang, og den er også yngleplads for havskildpadder og derfor afspærret hver nat i tidsrummet juni - oktober.
Inde bag sandstranden ligger i dag ruinerne af Patara, som var havneby for Xanthos, en mægtig by. Patara havde dog sin sin storhedstid i romertiden, hvor den tjente som den vigtigste havneby for hele det Lykiske område. Havnen sandede dog til og i dag ligger ruinerne et par kilometer inde i landet og er altså dækket af en formidabel sandstrand.Vi har besøgt ruinerne i bil og man kan kun se en del af fortidens storhed. Ruinerne er endnu ikke udgravet, så der ligger meget spændende og venter på arkæologerne dybt nede under sandet.
En for os nordboere ret ukendt begivenhed er at selve julemanden St. Nicholas, som i dag hedder Santa Claus faktisk er født inde i Patara. Han blev senere Biskob i Myra, og det var her hans godgørenhed overfor de fattige og overfør børnene som gjorde at han fik titlen af Sant Nicholas, som er vor tids Santa Claus. Det er i hvert fald historien som gælder på disse kanter. Den vil nok blive diskuteret en del med nordboerne som tror at julemanden har hjemme i lapland eller vores eget Grønland.
Efter øerne ud for Kalkan, blev kursen mere østover, og vi fik nu en flot agten for tværs de sidste 10 sømil. Strømmen var også med os, så der blev logget mellem 6 og 7 knob over grunden. Det var en flot sejlads. Vi nåede så til Kas midt på eftermiddagen, og fik hurtigt anvist en fin havneplads. Det var Ismail som anviste havneplads og bød os velkommen og tog vores agterliner. Ismail ejer en god restaurant, som ligger tæt på stranden og tæt ved havnen. Han har fundet ud af at mange har svært ved at udtale hans navn, så han kalder sig selv Smiley og har også døbt restauranten Smiley's cafe og restaurant og den er absolut værd at besøge. Fremragende mad og meget venlig og høflig betjening til rimelige priser. "Smiley" selv er meget hjælpsom og han værdsætter os danskere meget højt. Inde på hans restaurant hænger mange nationalitetsflag, og Dannebrog er flot placeret i midten og er noget større end de andre flag. På vores bord få vi hver dag sat en lille flagstander med det danske og det tyrkiske flag side om side. En herlig velkomst, til en herlig by. Her vil vi blive nogle dage.