Til øerne vest for Rhodos

Jeg fik en melding, at de to bådebyggere Gunnar og Lisa Brogaard skulle på ferie 14 dage på Rhodos. Det er jo de to mennesker, som er skyld i at Viking overhovedet eksisterer. Gennem 5 års hårdt slid og et ukueligt gå på mod, blev Viking bygget i deres forhave, før hun var klar til søsætning i 1985. Der blev intet sparet på materialer og udstyr og de nye sommerkjoler og tur til frisøren, blev ombyttet med ekstra gode spil, sejl og andet udstyr, samt ekstra forstærkninger i skroget på Viking. Gunnar og Lisa havde mange dejlige år med sejlads med Viking i Grækenland og Tyrkiet. Nu er de tilbage på alm. ferie på Rhodos og vi aftalte at mødes i Mandraki havnen.

Det blev et herligt gensyn. Lisa og Gunnar stod på molehovedet ved indsejlingen. Viking stak stævnen ind til kanten, - hun kendte stedet, - og vips sprang Lisa og Gunnar om bord. Gensynsglæden var stor. Vi havde nogle hyggelige timer sammen, og det var stor glæde for os alle. Vi har mødtes flere gange i Dk, men det er første gang nu under sydlige himmelstrøg på Viking.

Jeg fik tanket diesel og sejlede så over tilbage til Tyrkiet, i en bugt som hedder Bozu Koyo. Her er også meget flot. Det blev lidt sent så jeg besluttede at gå ind til broen, som ligger lige nede under den gamle borg. Her er der en lille restaurant, som har en bro med mooringlines. Let når man er alene.

Jeg gik straks en tur op til den gamle borg, og nød udsigten, og solnedgangen ud over bjergene i vest. Herefter ned til restauranten. Som andre steder i Tyrkiet er betaling for at ligge ved broen, med gratis vand og strøm, at man forventer at man går op og spiser på restauranten. Det er næsten altid særdeles veltillavet mad og ofte ret billigt. Jeg fik en dejlig salat samt en meget flot grillstegt Dorado fisk sammen med en stor øl, og det sneg sig så også op på 30 YTL, ca, 120 kr.


Bugten ved Bozukale er godt beskyttet. Bro med mooringlines lige nede under borgen ved indsejlingen. Bag i bugten ligger man fint for anker.	Udsigt med solnedgang fra borgen ved Bozukale

Næste dag stak jeg tidligt ud. Gunnar havde anbefalet mig en lille ø vest for Rhodos. Den hedder Alimnia og der er mange gode ankerpladser.

Det blev en formidabel sejltur. Vinden var som vanlig NW og måske lidt mere til N. Vindstyrke 5 ms. gav lige akkurat nok vind til at Viking kunne holde rimelig fart. Jeg havde jo hele dagen for mig til at sejle de ca. 25 sømil, så det var ren afslapning. Lidt nord for Alimnia døde vinden dog, og det sidste stykke måtte sejles for Volvo. Det gik også fint.

Øen Alimia vest for Rhodos. Der er to ankerbugter, den sydlige og den østlige.
Viking lå for anker ved det grønne mærke. Der er godt. 1 km. fra mærket til nordsiden af bugten

Jeg valgte at gå på syd øst siden af Alimia ind til bugten, som ligger mod vest. Mod nordvest er der masser af skær og klipper og det kræver gode kort, som jeg ikke er i besiddelse af.

Det var fint at komme ind i den store ankerbugt. Der er faktisk to store bugter og de er næsten helt indelukket. Indsejlingen er en ret smal passage på ca. 300 m. bredde, og herefter åbner den store bugt, ja nærmest indsø sig for en. Jeg var helt alene, bortset fra en græsk fiskerbåd, som trak vod med sine garn. Hvilken herlig plads. Tænk sig en hel ø helt alene for sig selv. Jeg fandt dog ud af senere at der også var nogle geder, og et par får som gik rundt, men ellers helt stille og alene.


Udsigt ned over den sydvestlige ankerbugt på Alimia	Jeg ligger godt beskyttet

Ankeret falder på ca. 10 meter, og der er helt klart sigt ned til sandbunden. Der er god holdebund så nattesøvnen er reddet. Når man ligger her er man helt indesluttet, og i læ for alle vinde. Der er ret høje bjerge hele vejen rundt, som giver læ fra alle sider. Super.

Jeg har det sådan med bjerge og bakker, - jeg skal absolut op på toppen. Også her. Så snart kommer gummibåden i vandet og en kort ro tur ind til land. Her ved bjergets fod ligger tre gamle bygninger fra 2. verdenskrig, som først skal inspiceres. Det har åbenbart været et tysk holdepunkt.


Udkig fra en af de gamle barakker.	Jeg var ikke helt alene. Geden kigger lidt nysgerrig

Der er rester af tre barakker. To nederst ikke langt fra strandkanten og en lidt oppe ad bjerget. Her boede officererne måske. Mærkeligt at gå rundt i disse ruiner. I en af bygningerne er der stadig spor fra de menige soldater, som åbenbart kedede sig bravt. De længtes hjem, og på væggene er der fine kultegninger af deres drømme når krigen sluttede. Nogle tegninger som de forestillede sig byen der hjemme, og nogle tegninger med drømme om at være på en smuk sydhavsø, med søde piger og masser af øl. Det har sikkert været meget kedeligt og trivielt at være her.


Drømme om steder man gerne vil hen når krigen slutter.!

Jeg fandt senere et par udkigsposter oppe på bjergkammen, omhyggeligt bygget op i sten, hvor de havde siddet og spejdet og kigget ud over havet efter evt. fjender.


Forsvarsstillingen set på afstand	Indvendig, med udsigts/ skydehul vestpå.

Tilbage til virkeligheden, - begyndte jeg min søgen efter en rute op ad bjergsiden. Det var ikke let. Små nåletræer og buske dækker det meste af bjergsiden, som dog ikke er ret stejl. Da jeg kom længere op fandt jeg mange rester af terrasser. Her af de græske bjergbønder stridt og stræbt for at få sig et udkomme af den magre jord. Det må have været et kæmpe arbejde at arrangere alle de mange terrasser. Ofte er der kraftige mur værker bygget op i bjergets sten for blot at skaffe nogle få kvadratmeter plan dyrkbar jord. Mange terrasser var kun et par meter brede og måske 50 meter lange. De danske hedebønder sled hårdt for deres udkommer, men jeg er sikker på at de græske bjergbønder har knoklet endnu mere for skabe de mange terrasser og senere at skaffe sig et udkomme på bjergsiden med de mange små terrasser. Det er jo helt klart at med de forhold har disse landmænd ikke en chance i det store EU. Hvad 10 bjergbønder skal strides med et helt år, det dyrker en dansk husmand på en fjerdedel af sin jord.


Mange terrasser er kun et par meter brede	Der var ikke plads til en mejetærsker her!!

Alt er dog nu også forladt og groet til med buske og træer. Der bor ingen mennesker på øen, man ser kun de forladte huse og bosteder, - samt de gamle bygninger fra 2. verdenskrig.

Det var spændende at kæmpe sig vej op ad bjerget, og da jeg nåede toppen blev det også belønnet med en helt formidabel udsigt til Rhodos i øst, samt til øen Khalki og de mange småøer i syd og vest.

Det blev snart hen ad tusmørke tid, og jeg måtte ned imens jeg stadig havde dagslys. Det blev en stille og rolig nat. Dejligt at sove og vide at ankeret er gravet godt ned og man ligger i en helt rolig og godt beskyttet ankerbugt.

Næste dag sov jeg længe, men så snart jeg vågnede måtte jeg igen en lille tur op på bjerget for at nyde formiddags solen og udsigten i fuldt dagslys. Det tager godt 2 timer at gå op og ned, når man også skal have tid til at fotografere lidt og se på de gamle bebyggelser og resterne fra de tyske forsvarsstillinger. På vejen var jeg også så heldig at finde mange små buske, der har blade som kan bruges til the. Vi har tidligere købt det tørret, som græsk bjerg the, og det smager ganske udmærket. Jeg fik plukket en hel del, og de ligger nu til tørring oppe i cockpittet så her dufter ganske godt nu. Jeg måtte dog straks brygge mig en kop the på de friske blade og det smager bare godt.

Eftermiddagen blev afsat til en lille tur i dinghy'en rundt i bugten. Den er ret stor, men jeg skulle også gerne have brugt det sidste benzin, inden vi lægger op for vinteren.


Den gamle ortodokse kirke holdes stadig vedlige	men husene i byen er forlængst forladt


Udsigt over mod Rhodos, der er kun 5 mil der over	Fladt vand ved udsejling fra Alimia

I morgen tidlig sejler jeg så øst på igen. Måske over til den dejlige bugt ved Panormitis klosteret på Simi. Der er også fint. Sidst på ugen går det så tilbage mod Marmaris.

Bugten i Alimia står dog på listen som jeg stærkt kan anbefale hvis man er til fred og ro, - og det er helt sikkert et sted jeg vil besøge igen. Tak for tippet Gunnar!

Efter et par herlige dage på Alimnia, skulle jeg nordøst over igen. Mit valg faldt på den gode ankerbugt ved Panormitis klostret på sydspidsen af øen SIMI. Vi var der også i foråret, men havde kun kort tid, så nu var chancen til at tage klostret i nærmere øjesyn. Sejlturen fra Alimnia til Simi er på ca. 25 sømil. Der var overhovedet ingen vind, så det gik for selvstyrer på spejlblankt vand hele turen. Jeg havde masser af tid, så jeg holdt lave omdrejninger for at spare lidt på diesel'en. Det er jo efterår nu, og sæsonen er ved at være slut. Jeg mødte heller ingen både på hele turen, så det var ren afslapning, - d.v.s. jeg krydsede jo storskibsruten i Rhodos strait og her var der en del trafik af fragtskibe. Der var så god tid til at få sendt nogle SMS til venner og bekendte, samt til Henny, som nu er blevet ret ferm til tasterne på mobillos.

Jeg ankom til bugten ved Panormitis ved godt middagstid, så der var masser af plads, og jeg fandt også hurtigt en plads hvor jeg kunne lade ankeret gå på bare 6 meter vand. Det er jo let når man ligger for anker. Blot løsne ankeret og palen ude ved ankerspillet, og så trykke på fjernbetjeningen, så ruller ankeret ud, og man er fortøjet. Ikke noget bøvl med fendere og agterliner og hvad ved jeg, som man skal have parat når man er i havn.


På indsejlingens N side står en gammel græsk vinsmølle som vartegn	Inde i bunden af bugten ligger de mange bygninger som tilhører det gamle kloster.

Der var nu godt tid til at få gummibåden i vandet og ro ind og bese det gamle kloster. Det er ret stort og det er også rimeligt vedligeholdt. Tilsyneladende lejer de nu værelser ud til folk, som ønsker en lille ferie under afstressende forhold, og det giver vel så også lidt til klosterkassen .


Trappen med indgangen til klostergården er pompøs	Klokketårnet er list atypisk græsk, nærmest barokt med sine mange udsmykninger.

Klosteret har også eget bageri, og jeg måtte selvfølgelig op og købe mig et friskbagt brød. Munkebageren måtte ryste melet af hænderne da jeg ville handle, det var nemlig også ham der stod for at ekspedere kunderne. Om brødet hedder 2Munkebrød" eller "Klosterbrød" ved jeg ikke, men det smager nu ganske godt.


Bemærk dem smukke mosaik. Den er lavet af en en masse småsten

Interiør billeder fra klostergården.

I løbet af eftermiddagen kom der mange både ind i bugten. Det betød dog ikke så meget, der er masser af plads, men i forhold til de solitære forhold på Alimia, så var der noget mere selskab her. Der kom også et par udflugtsbåde med dagturister, som lige skulle bruge en time på at bese klostret, og så videre til næste seværdighed. En ganske anden ferieform, men selvfølgelig OK, hvis man kun har en begrænset tid til rådighed. Jeg havde det nu godt med at kunne gå rundt i mit eget tempo, bade lidt, ro lidt rundt i bugten og trave lidt rundt inde på land og sidde og nyde en kold fra køleskabet, alt mens tårnklokken på klostret hver time mindede mig om dagens gang.

Efter et par dages stilhed i klosterbugten, skulle jeg så småt tilbage mod Marmaris. Da jeg sejlede ud var der dog det herligste vejr, så jeg besluttede lige at tage en lille omvej og sejle op til SIMI by. Det er kun en lille omvej på ca. 10 sømil, og det gav mig så mulighed for at sejle tæt på øens vestside, hvor der er et par grotter og nogle flotte bjergmassiver. Desuden gav det også mulighed for lige at tanke op med lidt flydende til såvel motor som til gane. Havnebyen på Simi, som rettelig hedder Gialo er meget besøgt af sejlere, og den er også utrolig flot at sejle ind i. Husene ligger op ad bjergskråningerne på begge sider af havnebassinet, og de er alle malet i de skønneste flotte pastelfarver. Forståeligt at mange kunstnere også rejser hertil og deltager i kurser i akvarelmaling. Skønnere motiv må det være svært at finde.

Som nævnt er havnen også meget populær blandt sejlere, og der er altid fyldt i sommersæsonen. Havnebassinet er kun 80 - 100 meter bredt og dybden falder stejlt til ca. 25 meter ude i midten. Det gør det svært at ankre ordentligt, og er der blot lidt sidevind er resultatet ofte "ankersalat" med ankerkæder og ankre der fletter sig ind i hinanden. I dag var der dog kun lidt vind og jeg fik hurtigt en god ankerplads. På kajen stod en dansker og bød velkommen til Simi. Det var Bjarne fra båden "Securis". VI har mødt Bjarne og Sidse flere gange ovre i det Ioniske hav, og nu fik vi så lejlighed til at genopfriske minder og udveksle erfaringer. Det blev dog kun kort, idet Bjarne og Sidse skulle på bustur rundt på øen og jeg var på vej tilbage mod Marmaris. Efter en optankning af flydende varer sejlede jeg ud igen og satte kurs østover.

Der var absolut vindstille og vandet var blankt som et spejl. I stædet mellem Tyrkiet og Simi, spottede jeg så en kæmpestor flok delfiner. Jeg vurderede at der var over 50 delfiner i flokken.

De svømmede meget langsomt, så Viking fik hurtig kurs over mod flokken for at se om de var til sinds at lege lidt med den store fisk. Når de skal lege skal der helst god fart på båden og jeg forsøgte at sejle lidt stærkere end flokken. De var nu ikke til sinds at lege den dag, kun nogle enkelte tog nogle ture foran og langs stævnen.

Enkelte svømmede med deres unger ved siden, og det var måske årsagen til de ikke ville svømme stærkt. Jeg forsøgte at fotografere. Det er vanskeligt. Selvom det er let at følge dem med øjnene, så går det alligevel ret stærkt og det er svært at følge dem i søgeren. Man skal være hurtig på aftrækkeren, - især med digitalt kamera, hvor der er et lille spillerum fra man trykker på udløseren til billedet "bliver taget" . Jeg slog så den aut. skarphedsindstilling, samt aut. tid og blændeindstilling fra, og så lykkedes det også et få nogle gode skud.

Det gjorde det jo heller ikke lettere, at jeg var alene og skulle fotografere ude i stævnen, og samtidig styre båden i samme retning som delfin flokken. Her havde jeg selvfølgelig stor glæde af min elektroniske fjernbetjening til autopilot'en, så jeg trods alt kunne styre båden i den rigtige retning, samtidig med jeg fotograferede.

Ved mødet med de glade dyr bliver man næsten helt ekstatisk af livsglæde og kunne ønske at følge dem lang vej. De svømmede dog vestover, og jeg skulle østover, så der måtte siges farvel. Det blev herefter en stille og udramatisk tur op til et af mine yndlingssteder Ciftlik Bay, som ligger ca. 15 sømil sydvest for Marmaris. Som vanligt fik jeg en venlig modtagelse. Der var plads så jeg kunne ligge langskibs ved broen foran Denniz restaurant. To mand hjalp med at fastgøre fortøjninger og tilbød gratis vand og strøm ved broen. Til gengæld gik jeg op og spiste på restauranten.


Badestranden nedenfor restaurant Denniz	Der er frodigt og bananpalmerne trives godt.

Jeg købte en dejlig grillstegt Sea Bream, med fin salat og pommes frites til. Pris 60 kr. hvilket jo er meget billigt når man indberegner gratis havneplads med vand og strøm.


Viking ligger langskibs ved restaurant Denniz	Morgenstemning inden afsejling mod Marmaris.