Rundt på Amorgos.

Tidspunkt: medio september.

Nu ligger vi fastlåst her i byen Katapolo på øen Amorgos. Det er søndag formiddag, og det var planen vi skulle sejle afsted tidligt i morges. Det var der også en anden båd som var på vej til, men han måtte konstatere at en færge som kom ind sent i aftes, har lagt sin ankerkæde hen over sejlbådens ankerkæde. Vi ligger tæt ved, så jeg er sikker på vores kæde også ligger inde under ankerkæden til færgen. Selvom vi har et stærkt hydraulisk ankerspil, så batter det sikkert ikke meget når det er en kæde til en stor færge der skal løftes. Færgen sejler dog først i morgen mandag kl.0600, så alle lystbådene "indenfor" os må blive til i morgen tidlig. For os er skaden er dog ikke så stor. Vi skal ikke sejle så langt, små 30 sømil, så vi når det nok. 

Butikker og resturanter er lige på havnekajen

Katapolo er en hyggelig kykladeby

Her er ganske udmærket, hyggelig lille by, og næsten ingen havnepenge. Vi har nu været her i 4 dage og hygger os i den lille havn. Her er godt beskyttet  hvis der skulle komme ny Meltemi, og der er kun et par hundrede meter hen til en lækker badestrand. Desuden har de en fin internetforbindelse her. Tænk sig, af alle steder, er det her på denne lille ø, at jeg første gang møder et sted hvor jeg kan koble min bærbare computer op på nettet på en internetcafe.!! Vi har ellers været på mange turiststeder, men altså først her findes denne mulighed. Jeg benyttede selvfølgelig straks chancen til at få alle de nye updates til Windows samt få hentet de sidste opdateringer til antivirusprogrammet. I alt ca. 10 MB hvilket ville koste mig mindst 600 kr. at hente over mobiltelefonen.  

Her er ellers meget stille og roligt. Det eneste tidspunkt hvor der er aktivitet, er når færgerne kommer med nye turister, og henter de gamle. Så sker der jo lidt på kaj'en. Der kommer små færger hver dag, men de store færger kommer her i week end'en. Der er dog kun forholdsvis få turister i forhold til Naxos, som vi besøgte sidst, og det er en helt anden type der kommer her. Her er det folk med rygsæk, som tager på traveture i de flotte bjerglandskaber. Der er afmærket mange vandrestier og der er sikkert mange flotte ture man kan trave i "bjergene".  Vi valgte dog at være magelige, og lejede en 4 hjulet scooter. En af disse mærkelige køretøjer med 4 meget kraftige hjul, som kan køre på stranden og køre i terræng. Vi holdt os dog til asfaltvejene, men havde en fin tur rundt på øen, som er meget varieret og flot.

Ude på østsiden af øen var vi oppe i en lille bjerglandsby, som hedder Langada. Her går livet stille og roligt sin vante gang. Der er ingen biler  gaderne, de er for smalle. I stedet fragtes alle materialer på æselryg ude fra hovedvejen udenfor byen og ind til de enkelte huse. Æslerne har et godtstativ spændt på ryggen og det er faktisk utroligt hvor meget der kan læsses på over 100 kilo tror jeg. Da vi sad og nød en stille Ouzo og et glas øl på byens torv, var "vognmanden" i gang med at transportere cement ind til et hus. Cementen er lastet i små 20 kg. poser som så bliver omhyggeligt arrangeret på dyret så vægten er rigeligt fordelt. 

 

På vestsiden af øen har de haft en del landbrug,  og der falder nok noget regn i vinter og forårsmånederne. Der findes nogle  flade marker hvor der kan køres med almindelige maskiner men de fleste steder er der kun nogle små lodder, som er hugget ud i terrasser på bjergsiden. De fleste steder er landbruget nu opgivet, og det er klart at de slet ikke kan konkurrere med det øvrige landbrug i EU. Vi så en del landbrugsmaskiner, mest græs- og høudstyr, som nu står og ruster op. De få landbrugere der er tilbage overlever sikkert på grund af tilskud fra EU, samt en spartansk livsførelse.  

Vi ser utroligt mange geder her, som vandrer rundt og nipper lidt af de grønne buske som findes på bjergsiderne. Man får helt mavegys, når man ser hvordan de små geder færdes på de næsten lodrette klippesider. Et forkert trin, og dyret ryger direkte ned i slugten og bliver dræbt.

 

Turen rundt på øen kan sagtens klares på en dag. Der er ca. 30 km. ud til østenden, og godt og vel det samme ud til vestenden. Vejene er utroligt veludbyggede i forhold til andre steder vi har været. Vi har fornemelsen af at de har en god forbindelse ind til de bevilgende myndigheder i Athen. De forholdsvis få turister som kommer her kan ikke financiere disse gode veje. På den anden side er god infrastruktur jo også nødvendig for at få flere turister,så investeringen er sikkert god nok.

Tilbage til forsiden